…Jeg sagde, at jeg havde lavet kvalitativ forskning, hvor man efter interviews typisk sidder med en rodebunke af informationer, som man med fænomenologisk metode strukturerer og skaber et sammen-hængende narrativ af.

Få dage senere kom Lisa med flere hundrede siders dagbog samt kopier af mange forskellige menneskers indlæg på ’Mindet’.

Jeg læste på må og få. Græd, grinede – og var grebet, især menneskeligt men også fagligt. Så pludselig lå en kæmpe opgave foran mig, som jeg ikke bare ét sekund havde drømt om, endsige ønsket at få. Men når jeg lukkede øjnene og mærkede efter, så kunne jeg ikke vende ryggen til opgaven. Den havde valgt mig, selvom jeg havde en vis modstand. Jeg har selv 3 børn, og en del af mig havde slet ikke lyst til at være i dette tunge sorgunivers i de måneder, det måtte tage at rydde op og strukturere. Men der var ingen vej udenom.

”Kære Mette..Jeg bliver lige nødt til at dele denne oplevelse, som jeg havde da jeg for ca. en time siden "chakra-mediterede". Du sprang grinende rundt i mit rod chakra, og jeg tænkte: "hvad søren laver hun der"? :) Det fandt jeg ud af da jeg kom til mit hals chakra, hvor den blå cirkel var meget kraftig og lysende gylden i midten... Cille kom gående med en fakkel, og pludselig stod det mig lysende klart; I dette vigtige budskab er Cille lysbærer, jeg er budbringer og du er "hjælperen" - sjælen jeg karmisk skulle møde, til udbringelsen :)

I mit krone chakra gik Cille og jeg rundt hånd i hånd i Nirvarna i lys, lys, lys... Pludselig voksede hun til enorm størrelse, stadig blid og kærlig som altid. Hun tog sin lille Mamma op på skulderen, og der sad jeg og fornemmede budskabet; de universelle love komplementært til de jordiske/menneskelige love... Den uendelige kærlighed som vokser og vokser.. Ydmygheden, tja - det var stort :) Kh Lisa”

Min tilgang til materialet er ikke som sådan en sorgterapeuts. Jo, selvfølgelig kan jeg se en proces, hvor Lisa først er i akut chok, næst følger sorgteoriernes opgaver (ad modum Leick & Davidsen), med en intellektuel erkendelse af tabet (1-3 måneder efter Cilles død), næst drukner fuldstændig i følelserne (det sker ca. fra 3 måneder efter Cilles død til ca. 1 år efter hendes død), til begyndende re-orientering (1-2 år efter) og nu her – 4 år efter er re-orienteret og glad for livet. Nuvel, Lisa skifter stadig meget – hun falder tilbage i sorgens følelser i julen, til nytåret, når Cille i januar har fødselsdag etc. – men alligevel kan jeg med sikkerhed sige, at Lisa fremstår i dag som en yderst livfuld kvinde, der vil have det bedste ud af livet.

Min mest grundlæggende tilgang til materialet har været at redigere i forhold til spørgsmålet om MENING. I de mange, mange refleksioner, da ser jeg, hvordan Lisa svinger mellem det mørkeste mørke, fyldt af angst, meningsløshed, kaos - til det absolutte lys, kærlighed, meningsfylde… Hun har hele spektret med, næsten hver eneste dag i sine dagbøger. Hun tør lade sig opsluge af mørket, helt – i tillid til at noget eller nogen griber hende – og hun insisterer på i det mindste bare et glimt af lys, glæde og mening… Lisas dagbog bærer præg af i det første års tid at være skrevet næsten manisk, som overlevelsesbetingelse, måske en garant for ikke at forblive i mørket? …

Som læser ved jeg, at du efter det 2. kapitel er kommet til at holde af dem alle sammen, og jeg ved, at du føler, at du næsten kender Lisa. Du er helt sikkert dybt bekymret for, om der overhovedet ér et liv med glæde, mening og indhold for dem alle sammen. Derfor slutter bogen med et kort 4. kapitel, hvor vi fortæller, hvor de alle er i dag, 4 år efter, foråret 2010.

Hvordan får man som kaosforvalter bragt orden i så mange, mange tanker, følelser og ord? Jeg nævnte indledningsvis, at den struktur, som jeg har lagt henover udvælgelsen, er med udgangspunkt i at beskrive den ultimative meningsløshed i et med- og modsætningsforhold til den stoiske insisteret på, at der er en mening med alting... Lisa gentog igen og igen, eller rettere skiftede imellem ’er der en mening?’ og ’der er en mening…’

Mit faglige belæg, den væsentligste inspirationskilde jeg har som psykolog, er med udgangspunkt fra Victor Frankl, en af eksistenspsykologiens ’fædre’. Victor Frankl overlevede et ophold i en koncentrationslejr og har skrevet den uafrystelige bog ”Psykologi og eksistens” herom, og grundlagde efterfølgende en gren af eksistenspsykologien, som han kalder ’logos-terapi’.

Essensen af Frankls tænkning er, at selvom man f.eks. frihedsberøves som i en koncentrationslejr, så kan ingen fratage én friheden til at indstille sig på sin skæbne på den ene eller anden måde. Hvis vi kan holde fast i den mening, der ligger i, at vi selv bestemmer, hvordan vi oplever tingene, kan vi stå igennem stort set alt.

Frankl tror på, at ALT i livet har en mening, som vi kan finde ved selv at bestemme, hvordan vi vil opleve tingene. Det er således muligt at gennemgå alskens ulykke, hvis vi er i stand til at iagttage smerten og ACCEPTERE den. Ikke passivt, men ved at vælge at tage det lod på os, som skæbnen nu har villet det - og lære og udvikle os af det. At opgive modstanden mod de ting, livet giver os, er en vigtig forudsætning for at opnå lykke – eller i hvert fald ro, fred, glæde.

Både Lisa og jeg tager meningsaspektet endnu længere end Frankl. Vi begge tror på en eller anden form for energimæssig / sjælelig dimension, udover at vi er mennesker med en krop og et sind. Med denne tilgang ligger en skelnen mellem, når egoet holder os fast i "hvis bare… så bliver jeg sikkert lykkelig" og det tyngende krav om det perfekte liv, hvor vi hvert sekund skal have det maksimale udbytte af det – og så et skift i bevidsthedstilstanden, hvor vi træder ind i det energimæssige, er i kontakt med vort højere selv og ved, at alt er, som det skal være – selv midt i det lidelsesfulde. Lisa har om nogen demonstreret at tage dette skift – mange gange hver dag – fra lidelse til mening.

Og ved at insistere på meningen på mange niveauer, så udfolder sig, på trods, et meget autentisk, smukt og særdeles meningsfuldt liv i og omkring Lisa. - Dét er det allervigtigste, jeg personligt har lært af at være med til at formidle denne bog.

Og uanset hvem du måtte være, kære læser – et menneske, der har mistet og mangler håb og trøst, eller et menneske, der ikke kan se, hvorfor du er her, eller du bare er nysgerrig læser, så håber jeg, at du efter endt læsning mere end nogensinde griber dit eget liv og træder ind i den højeste mening med, at du er sat i live. Der er ikke tid til at sjuske hermed.