|
Skal man kunne tale med sin mor om
alt? Skal man som mor bære over med sin hormonforstyrrede
teenagedatter? Ikke nødvendigvis, men en vis forståelse som
forælder og tillid mellem mor og datter gør måske ungdomstiden
nemmere. Bogen her hjælper både mor og datter på vej.
De to forfattere har ud fra samtale
med deres teenagedøtre skrevet om den svære pupertets- og
ungdomstid. Her er ikke tale om den klassiske "at blive
voksen"-manual; der er nærmere tale om "Pige, forstå dig selv"
suppleret med et kapitel: "Mor, forstå din datter".
Bogens formål er både at give den
unge pige mulighed for at forstå sig selv og at åbne for
dialogen mellem mor og datter; mødre glemmer nemlig ofte, at
deres teenagedøtre stadig er børn, der har brug for inspiration
og input fra voksne.
Der er ingen tabuer eller
moralisering i bogen. Via baggrundsviden og fakta ("to know"),
spørgsmål og citater ("to reflect") samt forskellige opgaver
("to do") får den unge pige hjælptil at finde sin egen
identitet, og dermed sig selv i overgangen til at blive kvinde.
Indholdet spænder bredt over fester,
mode, smser, skuffelser, fritidsjob, sex, mobning, hærværk,
overgreb, relationer til venner, kærester og forældre og om
kost, motion, menstruation, makeup, alkohol, stoffer samt
selvforståelse og trivsel.
Læs mere på bogens
egen hjemmeside... |
Andvendelse/målgruppe/niveau:
Bogen henvender sig til teenagepiger og kan
inspirere til en konstruktiv dialog mellem mødre og deres
teenagedøtre.
Beskrivelse:
Layoutet er ung og smart, og knap halvdelen af bogen består af
forskelligartede, indbydende fotos, der understøtter teksten.
Bogen er blevet til på baggrund af de to forfatteres
regelmæssige, fælles diskussionsmøder sammen med deres
teenagedøtre. Resultatet er blevet en meget anvendelig bog, der
med respekt for de unge indbyder til eftertanke og handling.
Bogen inspirerer den unge pige til at tage stilling til mange af
de både konkrete og eksistentielle forhold, der præger et
ungdomsliv.
Temamæssigt kommer bogen meget vidt omkring.
Sundhed, sex, fester og stoffer, sociale relationer, overgreb,
følelseslivet, holistisk livsstil m.m. Temaerne angribes på tre
forskellige måder: facts, spørgsmål der indbyder til refleksion
og forslag til konstruktiv handlen.
Teksten ledsages af flere
relevante henvisninger til internetsider.
Sammenligning:
Med sin bredde adskiller bogen sig fra de gængse
bøger om teenagepigers udvikling.
Samlet konklusion:
En aktiverende, ikke moraliserende brugsbog, der
sætter fokus på mange sider af en teenagepigers liv og
inspirerer til dialog mellem mødre og deres teenagedøtre.
Lektør udtalelse af Jytte Kjær Schou (09/12)
2 761 858 (BS)
Genial måde at belyse alle de vigtige, små som store, spørgsmål
og tanker, der fylder i en teenagers liv. Især at der ingen
løftede pegefingre er, på svære områder som fx stoffer og
alkohol, er godt. Læseren får nogle fakta at forholde sig til og
kan reflektere over. Bogen oser af kærlighed og anerkendelse af
teenagerens ofte svære fase. Der er så mange områder, som jeg
tror mange unge og deres forældre kan have svært ved at få talt
med hinanden om (nej, jeg ved det).
Jeg viste den til Anna, og det var så anledningen til en dejlig
snak omkring dét og SÅ meget andet. Og det er jo dét bogen giver
mulighed for, en dialog. En invitation fra mor til datter.
Jeg sidder og tænker, den må ikke drukne i mængden af andet
ungdomslitteratur, jeg håber I har mulighed for at promovere den
på skoler etc. Den er et must for enhver teenager, fra 12 år og
frem.
Malene Jacobsen,
mor til Anna
|